Idræts massage

Date:26 maj, 2015

Idræts massage

Idræts massage
Idrætsmassage er nært beslægtet med fysiurgisk massage, men foregår med væsentligt hurtigere greb. Hvor fysiurgisk massage har som formål at skabe afspænding og ro både fysisk og psykisk, er formålet med idrætsmassage at forberede musklerne på at yde en præstation, og samtidig sætte yderligere gang i kredsløbet, så der tilføres tilstrækkelig med ilt og næring til muskulaturen via blodbanen.
Hvis der masseres mellem to kraftpræstationer, vil det derfor være naturligt at dræne affaldsstofferne ud af musklerne med fysiurgisk massage, for derefter at vække systemet igen med idrætsmassage.
Muskelømhed begynder som regel 8-10 timer efter en belastning, og den tiltager de næste 1 til 2 døgn. Det kan vare op til 7 døgn, før den er helt forsvundet.
Der ses små overrivninger inde i cellerne, og selve cellen svulmer op. Omkring cellerne opstår det, vi kalder inflammation, der er en slags betændelse uden bakterier. I princippet er det den samme reaktion, vi kender fra en betændt achillessene eller lignende. Inflammationen viser sig ved en øget mængde hvide blodlegemer, en øget blodgennemstrømning og øget væskeudtrædning i vævet (ødem). I forbindelse med dette startes nogle kemiske processer, og resultatet bliver spændte, ømme og let hævede muskler. Huden over musklerne kan blive lidt varm eller rød. Processen er sat i gang for at reparere de skader, der er sket i musklen, og smerter er måske kroppens måde at fortælle os, at der er sket en overbelastning, og at vi skal passe på ikke at gøre den værre. Imidlertid vil man som oftest gerne fortsætte arbejdet/træningen på trods af ømheden, og hvis der ikke er egentlige smerter, kan man også det. Som tidligere nævnt er det bevist, at ømheden kan mindskes eller delvis undgås ved at give massage, idet blodcirkulationen er bedre i en afslappet end i en spændt muskel.

BESTILLING FOREGÅR VIA VORES BOOKINGSYSTEM